For nyligt lancerede Mediebevægelsen et nyt SatSite — noedhjaelp.org — der som navnet siger omhandler nødhjælp i tilllæg til katastrofehjælp og generelt humanitært arbejde primært på verdens fattigste kontinenter Asien og Afrika. Sitet vil løbende blive udvidet med information om en lang række lande og emner, primært lande som Folkekirkens Nødhjælp arbejder i og primært områder, som FKN arbejder inden for.
Presseklip om nødhjælp
“Ifølge den etiopiske regering er der behov for yderligere 350.000-400.000 ton. Selvom det nu regner i det centrale højland, er der store problemer med at nå fjerntliggende landsbyer i den ørkenagtige sydlige del af landet og i bjergområderne mod nord. Der er fortsat rapporter om stærkt underernærede børn, selvom situationen er bedre end for tre måneder siden. “Regnen er velkommen, men i nogle områder regner det for lidt til, at bønderne virkelig har gavn af det, i andre områder regner det så meget, at afgrøderne bliver ødelagt “, siger Ashebir Debebe fra Red Barnet i hovedstaden Addis Abeba. Transporten af nødhjælp fra havnen i Djibouti til de store centrallagre fungerer fint. Det store problem er at få hjælpen frem til landsbyerne. “Folk modtager ikke de lovede rationer. Vi ser ofte, at familier på seks-syv medlemmer må nøjes med rationer til to mennesker. Det skaber nervøsitet for fremtiden “, siger Ashebir Debebe. “Nu handler det om at holde fast. Nødhjælpen må suppleres med langsigtet udviklingshjælp. Det er det eneste, der kan vende situationen, så vi ikke igen står i samme situation, næste gang regnen og høsten svigter “, siger Christian Balslev-Olesen.”(Kilde: Sultkatastrofe afværget i Etiopien, Politiken, 2000)
“ Hun ved, hvad hun taler om. Den ældre gråhårede kvinde sidder yderst på kanten af den lille skammel i hytten lige ved siden af skolen. Engagementet for både skole og landsby stråler ud af de mørke øjne. Armene bruges ivrigt i løbet af samtalene. De skiftevis truer, beder og opgiver. Hun har været her i mange år. I gamle dage var der ingen problemer. “Vi er blevet for mange. Markerne er blevet for små “, konstaterer hun. I snit er der ikke mere end en halv hektar pr. husstand, der ofte er på otte-ti mennesker. Det har været nødvendigt mednødhjælp i mange år. “Man skal ikke tro, vi bryder os om at bede om hjælp. Det er nedværdigende. Men vi kan ikke andet, hvis vi vil overleve “, siger Tegegni Arare. Sidste år var der nødhjælp nok til alle. I år kniber det. Landsbykomitéen har måttet udvælge de 700, der kunne få hjælp. Kriterierne har været barske. “De, der ejer noget, får ikke noget. Så enkelt er det. Om det så kun drejer sig om et får eller en ged. Hvis man har noget, der kan sælges, må man gøre det.”
“Når høsten bæres ind næste gang, sælges en del straks for at få betalt gælden. Hvis høsten igen er dårlig, fortsætter den onde cirkel “. “Vi taler om værdiudhuling eller erodering af aktiverne. Til sidst ender man et sted, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage “. Det er svært at arbejde blandt folk, der er afkræftede og apatiske. Jeg har mødt grupper af mennesker, der ikke havde kræfter til at stå oprejst, mens vi snakkede med dem. Vi gør, hvad vi kan for at holde folk i live. Men vi er klar over, at nødhjælp ikke er løsningen på Etiopiens problemer på lang sigt. Men det giver ikke mening at tale om langsigtet udviklingsbistand, hvis vi ikke giver fødevarehjælp nu “. For etioperen starter kampen for at overleve ved fødslen. Hver sjette overlever ikke de første fem år. Langt over halvdelen af dem, det lykkes for, kan se frem til et liv som kronisk underernæret- uden adgang eller tid til skolegang. De vil aldrig møde en læge eller få hjælp fra en sygeplejerske. Deres liv vil være en daglig kamp for at overleve, for at skaffe mad og vand.”
(Kilde: Global mandag: Livet som forhindringsløb, Politiken, 2000)